Leonardo da Vincis 10 bedste opfindelser

*Review af de bedste ifølge redaktionen. Om udvælgelseskriterierne. Dette materiale er subjektivt og er ikke ment som en reklame eller en købsvejledning. Du skal rådføre dig med en ekspert, før du køber.

Leonardo da Vinci – eller med sit fulde navn Leonardo di ser Piero da Vinci – var en italiensk genial videnskabsmand. Hans sind var ikke bare symbolsk for renæssancen – han definerede den bogstaveligt talt. Han er blevet kaldt det “universelle menneske” – musiker, kunstner, videnskabsmand, forfatter, opfinder, han omfattede næsten alle grene af viden fra senmiddelalderen og foregreb dem på mange måder.

Leonardo da Vinci var et geni, hvilket først og fremmest afspejles i hans opfindelser. Når man ser på denne ingeniørs værker, er det svært at forestille sig, at han levede i det XV-XVI århundrede. Da Vincis arbejde omfatter tegninger af kampvogne, helikoptere, projektører og endda nogle meget virkelige robotter.

Og her er nogle af Leonardo da Vincis bedste opfindelser.

Leonardo da Vincis bedste opfindelser

Nominering	sted	Navn	rating
Leonardo da Vincis bedste opfindelser	1	Tank (carro armato)	5.0
2	faldskærm (paracadute)	4.9
3	Dykkerdragt (scafandro)	4.8
4	Helikopter, gyroflyver (vite aerea)	4.7
5	Svævefly, ornithopter (maccina volante)	4.6
6	Cyklen (bicicicletta)	4.5
7	Bilen (Carro semovente)	4.4
8	Perpetuum mobile	4.3
9	Robotridderen (L’automa cava ere)	4.2

Tank (carro armato)

Bedømmelse: 5.0

Det er svært at sige, om Leonardo da Vinci designede den egentlige tank – eller om han blot opfandt en prototype, for at bruge moderne sprogbrug. Vi vænnede os til tanken om, at sådanne krigsmaskiner var selvkørende, hvilket betyder, at de havde en forbrændingsmotor til at trække bunken af metal rundt på jorden.

Leonardo da Vincis kampvogn var ikke selvkørende. Hverken forbrændingsmotorer eller dampmaskiner var endnu ikke opfundet på den tid. Det var stadig tre århundreder væk. Maskinen, der var designet af et italiensk geni, var en pansret vogn, der var forseglet på alle sider.

Vognen var beklædt med metalplader for at beskytte soldaterne mod kugler. Den var også udstyret med flere “mundinger” – kanoner, der skulle skyde på fjender. Soldaterne i kampvognen drev også kampvognen frem med en mekanisme, der lignede en cykel. Vognen lignede en skildpadde eller en flyvende tallerken.

I observationstårnet på toppen var der plads til artilleristerne. Gennem små vinduer kunne de se fjendens retning og give ildkommandoer. I den nederste del var der kanoner, hvis antal ifølge videnskabsmanden kunne være op til 36. Det var meningen, at tanken skulle være så høj, at der skulle installeres stiger indeni. Og besætningen bestod af otte soldater, hvoraf de fleste blot skulle drive den tunge mekanisme frem.

Moderne forskere mener, at den kun kunne bruges som et intimideringsvåben og ikke som kampmiddel. På grund af sin masse kunne stridsvognen ikke drives frem ved hjælp af muskelkraft. Den kunne heller ikke køre i ujævnt terræn. Du kan beundre designede modeller på museer i Frankrig og Berlin.

paracadute

Bedømmelse: 4.9

Hvis der er tvivl om tankens praktiske anvendelighed, ville Leonardo da Vincis faldskærm have fungeret. Forskeren beskriver den som en stofpyramide, der måler 12×12 alen – eller 7×7 meter i moderne enheder. De faldskærme, der fremstilles i dag, og som er beregnet til nedkastning fra enhver højde, har omtrent de samme dimensioner.

Ifølge forskerens idé skulle en sådan faldskærm have været lavet af stivet stof – for yderligere at øge luftmodstanden. Dens form er pyramideformet, så den ligner mere et telt end en moderne kuppel.

Det er værd at bemærke, at da Vinci ikke opfandt faldskærmen fra bunden, men blot videreudviklede ideen. Allerede før denne videnskabsmand havde folk forsøgt at komme ned fra højder ved hjælp af paraplylignende anordninger. Ingen af dem var dog i stand til at beregne luftmodstanden korrekt – og derfor endte de fleste af disse eksperimenter med skader eller død. En videnskabsmand bestemte de korrekte dimensioner, hvilket gjorde det muligt at skabe en faldskærm, der kunne modstå vægten af en mand, når han faldt ned fra enhver højde.

Dykkerdragt, rumdragt (scafandro)

Bedømmelse: 4.8

Dykkerdragten, der er designet af Leonardo da Vinci, ser ganske skræmmende ud, men den fungerer meget effektivt. Den var fremstillet af naturlæder, syet på en sådan måde, at den var fuldstændig tæt, og den var udstyret med et åndedrætsapparat.

Åndedrætsudstyret i denne dragt var særligt imponerende. Den nederste del af masken havde to lange rør – også lavet af læder – til luft. Det var meningen, at dykkeren skulle indånde i den ene og udånde i den anden. Som forskeren havde tænkt sig, kunne man med et sådant design dykke til enhver dybde (afhængigt af rørenes længde, naturligvis) uden at blande luft og kuldioxid.

Dragten var forsynet med to øjenspalte, hvori der blev indsat et rundt glas for at sikre, at dykkeren kunne se alt på bunden. Der var også en stor lomme på brystet af dragten. Det var meningen at den skulle fyldes med luft når man kom op til overfladen – og så ville dykkeren stige op til overfladen.

I begyndelsen af 2000’erne byggede en fransk dykker og kameramand en våddragt baseret på tegninger af Leonardo da Vinci og dykkede i den til bunden af en lille dam. Det viste sig, at den italienske forskers design var i stand til at løse opgaven. Sandt nok viste dragten sig at være meget ubehagelig på grund af det komplekse åndedrætsapparat og den naturlige hud, som ikke opfører sig for “passende”, når den er nedsænket i vandsøjlen.

Helikopter, autogyro (vite aerea)

Bedømmelse: 4.7

Endnu en af Da Vincis opfindelser, som var utroligt forud for sin tid. Forskeren var i stand til at forstå design og teknik, men ikke selve gennemførelsen – som det var tilfældet med tanken. Så i teorien virkede hans opfindelse, men i praksis virkede den ikke.

Autogyroen, der blev designet af Leonardo da Vinci, var en flyvemaskine, der blev støttet i luften af en stor propel lavet af stivelsesholdigt linnedstof. Passageren og piloten af denne anordning trådte i pedalerne. Dette fik propellen til at dreje rundt, styrte ned i luften, generere løft og lette. Det var i hvert fald sådan, det så ud på papiret.

Disse legetøjslignende “helikoptere” var meget populære blandt florentinske børn i det 15. århundrede. Forskeren besluttede ikke at genopfinde hjulet (han opfandt det i øvrigt, men mere om det senere), men blot at øge størrelsen af konstruktionen. Propellerradius var som planlagt 4,8 meter.

Det design, som opfinderen har foreslået, har mange ulemper. For det første ville det rotere det hele – sammen med passagerpiloten. Så du kan ikke flyve med den uden at føle dig utilpas. For det andet vil du heller ikke kunne lande, selv om du roterer propellen langsommere, vil faldet stadig være for hurtigt og (højst sandsynligt) dødeligt. Og endelig er det umuligt at flyve en sådan gyroplane.

Da Vincis helikopter forblev altså blot en interessant og morsom prototype. Ingen – hverken samtidige eller efterkommere – forsøgte overhovedet at omsætte den i praksis. Der blev lavet store konstruktioner, der lignede en gyroplan – men kun for at se dem lette, derefter vippe og falde.

Svævefly, ornithopter (maccina volante)

Bedømmelse: 4.6

En anden opfindelse, som videnskabsmanden ikke lavede fra bunden, men var inspireret af eksisterende designs. Mere præcist kom ideen denne gang til ham fra gamle græske myter om Daidalos, en ingeniør, der lavede vinger ved at dække sine hænder med voks og limede fuglefjer på dem.

Da Vincis design involverede ikke brug af voks og fjer. En videnskabsmand undersøgte fuglenes flymekanismer og brugte dem til at bygge en ornithopter. Han kaldte den “Feather”.

Pirrishko-ornithopteren var en træapparat med store vinger og en hale, der efterlignede en fugls vinger. De var lavet af tynde lameller, der var dækket af stof. I midten var “buret”, hvori den menneskelige pilot skulle sidde. For at kunne flyve måtte den slå med vingerne og sætte dem i bevægelse ved hjælp af muskulær fremdrift.

Overraskende nok viste denne ornithopter sig at være ganske brugbar. Historien har ikke bevaret nogen omtale af, hvorvidt Da Vinci selv testede designet, men i slutningen af 1990’erne genskabte ingeniører i Storbritannien fjeren ved hjælp af de samme materialer og designs, som var tilgængelige i det XV århundrede. Ornitopteren, der blev styret af testere, kunne lette og nå en højde på 15 meter og derefter lande problemfrit. Det var rigtigt, at den ikke kunne styres, så piloten var helt under vindens kontrol.

Cykel (bicicicletta)

Bedømmelse: 4.5

Leonardo da Vinci havde trods alt opfundet cyklen! Og den var ikke så forskellig fra de modeller, der kom efter den. Ifølge tegningerne var Firenze også af høj vejkvalitet.

Den bicicletta, som videnskabsmanden designede, lignede meget en moderne cykel, men var udstyret med hjul af træ. Ingeniøren fortalte os ikke, hvordan vi skulle modvirke rystelserne. Cyklen var også udstyret med et traditionelt remtræk fra pedalerne til baghjulet.

Baghjulsskærmen fungerede også som sæde. Styret var fast indbygget i rammen, så det er ikke helt klart, hvordan det præcis skulle drejes. Den er også fastgjort i moderne modeller, men de er heller ikke beregnet til at køre på, og de er blot udstillet på en lang række museer rundt om i verden.

Moderne forskere er ikke sikre på, at det var Da Vinci, der designede cyklen. For det første er designet af hans opfindelser næsten uden forskellige buede linjer, og bicicletta’en ser utrolig “strømlinet” ud. For det andet er selve tegningen lavet med usædvanligt tykke linjer for en kunstner – normalt malede han med lette, næsten vægtløse streger, men skitsen af denne tohjulstrækker blev lavet med en sådan anstrengelse, at man kan se spor af en grafitblyant selv på bagsiden af siden. Derfor mener nogle historikere, at denne tegning er en forfalskning, der blev lavet i det 20. århundrede.

Bilen (Carro semovente)

Bedømmelse: 4.4

Carro semovente er faktisk en selvkørende bogie. Men den har fire hjul, så opfindelsen kan godt betragtes som en prototype på den moderne bil. Historikere formoder dog, at den blev brugt i teaterforestillinger, som Leonardo da Vinci arrangerede ved kongens hof i Milano.

I modsætning til mange af Da Vincis andre mekanismer blev vognen ikke drevet frem af muskeltræk, men af en sofistikeret fjederbaseret aktuator. Det var den, der, når den blev rettet ud, drejede hjulene – og Carro semovente kørte, om end ikke særlig langt og i kort tid. Ikke desto mindre fuldendte forskeren ikke tegningen og viste kun mekanismen og ikke vogn-automobilformen. Den kan også have haft en krop.

Bogiens drivsystem var meget komplekst og omfattede et baghjulsdifferentiale, et styrende forhjul og endda – overraskende nok for den tid – bremsen. Mange ingeniør-historikere er overbevist om, at opfindelsen af bremsesystemet måske er vigtigere for verdens fremskridt end selve konstruktionen af forbrændingsmotoren!

Carro semovente er blevet prøvet mange gange. Faktisk bygger amatøringeniører næsten hvert år deres egen version af bicicletta’en. Og den kører altid!

Evig bevægelse (Perpetuum mobile)

Bedømmelse: 4.3

Leonardo da Vinci forsøgte ligesom mange videnskabsmænd i senmiddelalderen og renæssancen at overvinde fysikkens love og skabe en evighedsmaskine. Det lykkedes ham naturligvis ikke. De mekaniske og termodynamiske love er ikke blevet ophævet. Ikke desto mindre efterlod han nogle interessante prototyper.

I 1494 blev han dog træt af at forsøge at konstruere en evighedsmaskine. Han efterlod endda en note til andre videnskabsmænd og arvinger om, at man ikke skulle drømme om en perpetuum mobile – man kunne gå direkte til alkymisterne, på deres niveau.

En af de mere interessante konstruktioner af en evighedsmaskine var et afbalanceret hjul med flere rør, hvorpå der rullede kugler med metallejer. I teorien flytter de altid tyngdepunktet væk fra aksen, hvilket får fælgen til at rotere. I praksis ville et sådant hjul dreje i et stykke tid, men derefter ville der blive lavet en aksel til at afbalancere kuglerne.

Et andet interessant projekt er det superbalancerede hjul. Den indeholder også kuglelejer og de skinner, som de bevæger sig på. Nu er der kun 12 af dem, og de ruller i kurveformede baner. Igen vil hjulet i første omgang være i ubalance, men på et tidspunkt vil kuglerne finde massernes symmetriakse.

Robotridderen (L’automa cava

ere)

Bedømmelse: 4.2