Eventyr er en favorit “litterær trend” for alle børn, uden undtagelse. Varmen fra solrige barndomsdage, troen på mirakler og ekstraordinære eventyr. Eventyrene kommer ind i et barns liv gennem ideer om livet, det gode, det onde og moralske principper. En historie underviser, advarer og underholder ganske enkelt. Fortællinger kan opdeles i to hovedgrupper, afhængigt af deres forfatterskab. De kan være folkelige og litterære. De har visse forskelle og nogle ligheder, som vil blive behandlet i denne artikel.
Forskellen mellem en folkeeventyr og en litterær fortælling
Den grundlæggende forskel kan ses af selve navnet,– Folkeeventyret er et produkt af folklore, og det er blevet videregivet mund til mund i mange år, ja, endda århundreder; senere blev de fleste nedskrevet. Et folkeeventyr er den ældste litterære “støbning” af en etnisk gruppe, som formidler forfædrenes syn på tingenes natur og relationer omkring dem. Disse fortællinger indeholder de grundlæggende principper for menneskelig sameksistens i en kamp for artens overlevelse, og hele samfundet. Folkeeventyrene fremhæver grænserne mellem godt og ondt, har nationale træk, en karakteristisk tro og hverdagselementer, der er iboende for folket.
Det litterære eventyr har en forfatter, men det blev opfundet langt senere, som en litterær bevægelse. Først i anden halvdel af det 18. århundrede dukkede der i den europæiske litteratur forfattere op, der bearbejdede eventyrfolklore, og det var først i det 19. århundrede, at forfattere begyndte at bruge eventyrlige emner på traditionel vis. Man kan blive mindet om klassikere i genren, såsom berømte mestre som H.C. Anderson og brødrene Grimm. Efterhånden ophører de folkloristiske elementer i fortællingen i den litterære behandling med at følge en streng handlingslinje og bruges af forfatteren til at formidle metaforiske idéer, der er mere karakteristiske for en lignelse, men med et kunstnerisk præg
I et folkeeventyr skal fortælleren holde sig til historien, Fortællingen er organiseret efter det traditionelle skema. Denne ordning gjorde det muligt ikke at miste fortællingens retning og at bevare dens betydning, når den gentagne gange blev genfortalt af en person til en anden fra generation til generation.
Fortællinger skrevet af forfatteren er sammensat som om de er lavet af segmenter eller puslespil af folkloreelementer af folkeeventyr, men kombineret i en fri variant af præsentation, afhængigt af forfatterens idé. Forfatteren er ligeglad med at holde sig til det traditionelle skema i den litterære fortælling, han ønsker blot at pakke sine intentioner ind i eventyrlige paraphernalia. Men hvis forfatteren havde til hensigt at efterligne fortællestilen i folklore, kunne man følge dette skema.
Den litterære fortælling bærer præg af forfatterskab.Det er uundgåeligt, at den er mere eksplicit i sine detaljer: personernes optrædener, de steder, hvor de optræder, og selve begivenhederne beskrives mere detaljeret. Forfatterens holdning til hver enkelt af fortællingens personer er let at gætte.
Folkeeventyret indeholder en afspejling af hele den etniske gruppes kulturelle lag. Koncepterne er større i skala, og i baggrunden af disse koncepter er detaljerne og fragmenterne mere udviskede og ubemærkbare. Hvis fortælleren var mere velformuleret, kunne han “pifte fortællingen op” uden at påvirke dens betydning, og hvis han var mere konservativ, kunne han fortælle den til børnene ved hjælp af hukommelse og tradition, uden at den ville miste sin mening. I den litterære fortælling kunne eksperimentet med variationer i denne henseende føre til skabelsen af “Pinocchio” fra “Pinocchio”, med tabet, som vi ved, af den oprindelige fortælling og fremkomsten af en ny.
Det vigtigste træk ved folkeeventyret– er dens mundtlige genfortælling, som hæver den op til folklore på linje med sange, ordsprog og ordsprog. Det er en folkefortælling, som indfanger essensen af historien, men som giver mulighed for fortælleren for at ændre sin fortælling. Folkesagn klassificeres afhængigt af fortællingen som magiske, byliniske, verdslige og satiriske, idet dyrefortællinger indtager en særskilt plads. Sidstnævnte tilskriver forskerne forbindelser til gamle hedenske ritualer
Det litterære eventyr er en genre af fiktion, med et komplekst system af metaforer, der er overført på eventyrets attributter, med en infusion af gammel hedensk overlevering og magi, men helt underlagt forfatterens idé i udformningen af plottet, valg af karakterer og karakteristika af disse karakterer. Når den først er skrevet og offentliggjort, forbliver den uændret, medmindre den naturligvis bliver filmatiseret. Derefter ville kreativiteten fortsætte, hvilket man kan blive overbevist om ved at se moderne filmatiseringer af eventyr, hvor der nogle gange kun er titlen tilbage fra originalen.
Folkeeventyrets oprindelse går helt tilbage til oldtiden, og de havde til formål at videregive grundlæggende moralske standarder til den næste generationElementerne i troen, den måde, folk tænker om godt og ondt og om verden omkring dem. Forskellige mennesker, forskellige måder at se på disse spørgsmål på og forskellige kulturelle traditioner – alle disse elementer er lette at spore ved at læse et folkeeventyr.
De litterære folkeeventyr, som opstod langt senere end de folkelige litterære eventyr, formidlede primært forfatterens egne idéer. Selvfølgelig genfortolkede han også synet på spørgsmålene ud fra det sociale miljø, han levede i, men hans syn var mere snævert fokuseret og omfattede ikke globalt set hele etnos’ mentalitet. Men mange øjeblikke blev tegnet mere klart, dybere og, hvad der er vigtigt, mere kunstnerisk og levende for et barns opfattelse.
Et længere indblik i eventyrernes verden.
Denne artikel er udarbejdet på grundlag af bøger: C.. Rassadin, B.. Sarnov, Historier om litteratur, 1977., .. Efimov, Det russiske litterære sprogs historie, 1961. og pædagogisk praksis hos personalet på Solnyshko børnehjem RK domsolnyshko.kz/o-nas/o-detskom-dome/
Hvad er forskellen mellem det litterære eventyr og den russiske folkefortælling, og er der også ligheder mellem de to?
Der er flere forskelle mellem det litterære eventyr og den russiske folkefortælling. Det litterære eventyr er ofte skrevet af en kendt forfatter og følger ofte en bestemt struktur med karakterer og en plot. På den anden side er den russiske folkefortælling mundtligt overleveret gennem generationer og kan variere i form og indhold afhængigt af fortællerens tolkning.
Dog er der også ligheder mellem de to former for fortællinger. Både det litterære eventyr og den russiske folkefortælling indeholder ofte elementer af magi, mystik og moralske lektioner. Begge typer fortællinger har også tendens til at indeholde fantastiske begivenheder og karakterer, der går ud over virkelighedens grænser. Dette skaber en følelse af eventyr og underholdning for læseren eller lytteren.