De 12 smukkeste fugle i verden

*Review af de bedste ifølge redaktørerne. Om udvælgelseskriterierne. Dette materiale er subjektivt, det er ikke en reklame og tjener ikke som en vejledning til køb. Spørg en professionel, før du køber.

Naturen har gavmildt udstyret fuglene med skønhed. Visse medlemmer af fjerfamilien er så attraktive, at deres fjer er blevet brugt som smykker. I lang tid kunne engelske forskere ikke tro, at paradisfugle virkelig eksisterede. Selv om søfolk gavmildt forsynede det britiske forskersamfund med udstoppede fugle af disse arter.

Du kan også beundre de 12 smukkeste fugle i verden.

Bedømmelse af de smukkeste fugle i verden

Nominering	sted	Fugl	rating
Bedømmelse af de smukkeste fugle i verden	1	Påfugle	5.0
2	Quezal (quetzal)	4.9
3	Paradisfugle	4.8
4	Blåhejre	4.7
5	Mandarinand	4.6
6	Flamingo	4.5
7	Langhalet turaco	4.4
8	Kronet trane	4.3
9	Hyacinthavre	4.2
10	Astrapia	4.1
11	Hovhornsfugl	4.0
12	Duen med kamtakker	3.9

Påfugle

Bedømmelse: 5.0

Vi bør naturligvis starte med en fugl, som de mest kongelige og privilegerede holdt for deres skønhed – de indiske shaher, græske og romerske kejsere, kinesiske og japanske adelsmænd – nemlig påfuglen. I mere end 3000 år har dette medlem af fasanfamilien ledsaget menneskeheden med sin skønhed.

Påfuglen er naturligvis først og fremmest kendt for sin halefjerdragt. Under parringsdansen og blot for at vise sin overlegenhed viser fuglen en stor blågrøn fjer med “øjne”. Halen kan blive op til 160 cm lang – flere gange større end selve påfuglen! For fuglene selv er denne “udsmykning” rent utilitaristisk af natur. Påfuglehanner tiltrækker hunnerne med deres farverige haler og udfører fuldstændige parringsritualer med dans og skræmmer mindre succesfulde bejlere væk.

Men det er ikke kun halen, der er en kilde til fascination. Påfugle er i princippet meget markant farvet – safirfarvet hals og bryst, markant sorte og hvide vinger, en karakteristisk tue på det kontrastfyldte hoved.

Kun han-påfugle er så farvestrålende. Påfuglehunnerne er langt mindre farverige, gråbrune og uden en imponerende hale. De er kun beslægtet med hannerne på grund af deres karakteristiske kam, der dog også er brun i farven.

Påfugle er delvis tamme fugle. Det er derfor, at de kan findes i næsten alle zoologiske haver. Og med en tilstrækkelig stor voliere (og selvfølgelig ikke et lille budget) kan man endda holde påfugle derhjemme.

Quesal (quetzal)

Bedømmelse: 4.9

Quesal, også kendt som quetzal, er ikke bare en smuk fugl. Det er også et ægte symbol på frihed! En quesal vil ikke kunne findes i fangenskab – den har brug for en enorm plads for at leve, og når den først er i en voliere, begynder den at visne og dør til sidst.

Quesal er virkelig en ikonisk fugl. Den blev æret af de gamle mayaer som legemliggørelsen af luftguden. Og i det moderne Guatemala er quesal det nationale symbol og det nationale frihedssymbol.

Quesalis er ligesom andre jungledyr meget lyse og farverige. En lysende rød bug og bryst, smaragdgrønne vinger med sorte vingefjer, en sjov tue på hovedet. Men det mest imponerende af alt er dens hale. Den er enorm, op til 35 centimeter lang, og består af to bløde grønne fjer, der udvikles under flyvning.

Quesalis er en sjælden fugl, der er truet i den røde bog. Under erobringen af Sydamerika af konquistadorer udryddede disse rejsende nådesløst “frihedens symboler”. Selv om quesalens kød ikke var velsmagende, var dens lange halefjer for attraktive, og europæiske adelsmænd forsøgte at dekorere deres jakkesæt med dem.

I dag er quesalis beskyttet af flere guatemalanske og internationale organisationer. Som nævnt ovenfor lever eller yngler denne fugl ikke i fangenskab. Så en tur til den sydamerikanske jungle er en god måde at beundre dens skønhed på.

Paradisfugle

Bedømmelse: 4.8

Det er svært at vælge kun én art af paradisfugl til at blive optaget på listen. Fordi hver eneste af dem er vanvittigt smukke, attraktive og interessante. Paradisfuglen har i alt 45 arter, der hovedsageligt findes på Ny Guinea.

Paradisfugle er kendetegnet ved deres lyse, flerfarvede fjerdragt. Selv om den ved første øjekast kan virke ubeskrivelig, kan den vise et væld af farver under parringsdansen. For eksempel ligner en smuk paradisfugl (Lophorina superba) en almindelig tårnfalk på grund af sin skinnende sorte fjerdragt. Men når parringsdansen begynder, afslører fuglen et lysende blåt bryst. Fjerdragtens særlige struktur og de særlige muskler får denne lyseblå plet til bogstaveligt talt at gløde og “blinke”.

En anden interessant art er den blåhovedede paradisfugl. Dens fjerdragt er bogstaveligt talt malet i alle regnbuens farver. Ryggen var skarlagenrød, brystet grønt, vingerne brune, halsen gul, hovedet og fødderne blå. Men især halefjerene er interessante – de er lange og buede og krøller sig i en spiral.

Prinsesse Stephanie Astrapia har en frodig lang hale. Fuglens halefjer er 2-3 gange længere end dens krop og er farvet i skinnende, glitrende sort. Desuden har prinsesse Stephanie astrapia en interessant lyseblå fjer “krave”.

Mange paradisfugle har lidt under krybskytteri og skovrydning, og derfor er de optaget i den røde databog og er under international beskyttelse. Derfor findes de næsten aldrig i zoologiske haver.

Blåhejre

Bedømmelse: 4.7

Den blå høne er en “lykkefugl, der har ultramarinfarve”, som hyldes i sange og folkelige udtryk. Og det er der en god grund til. den blå høne er, som navnet antyder, farvet i alle nuancer af blå, fra himmelblå til safirblå, næsten sort, og er derfor utrolig smuk.

Blåhejren har meget vanskelig anden kropsfjerdragt end blå. Kun på vingerne er der hvide striber. Og “randen” omkring halsen, som ved første øjekast ser sort ud, er i virkeligheden en dyb safirfarve. Og selv deres næb er mørkeblåt – som de kalder det kongeligt.

Blåhejren er en ret stor fugl. Den kan blive op til 30 centimeter lang og have et vingefang på op til 42 centimeter. Men samtidig er den ligesom mange andre rovfugle let – selv de største eksemplarer vejer ikke mere end 100 gram. En så usædvanlig kombination af størrelse og vægt skyldes, at blåhejren tilbringer meget tid i luften. Den vandrer ofte gennem sit udbredelsesområde og flytter til sydlige områder ved koldt vejr.

Blåhejren findes i Nordamerika. Det er derfor, at denne fugl på “vores breddegrader” kun findes i zoologiske haver. Men vi har en almindelig jay, hvis krop har et “tegn på slægtskab” med sin “amerikanske søster” – lyseblå striber på vingerne.

Mandarinand

Bedømmelse: 4.6

Mandarinen er med rette en af de smukkeste ænder. Den er farvestrålende og flerfarvet og tiltrækker fugleelskeres opmærksomhed. Et andet interessant særpræg ved anden er den usædvanlige form af fjerdragten på vingerne – i enderne krøller den opad og skaber en slags “kappe” eller “krave”.

Selvfølgelig er den brogede og farvestrålende mandarin først og fremmest en mand. Og de fremstår så imponerende især om foråret og sommeren, når de skal lokke en hun til. Om efteråret bliver mandarinanden brun. Men disse ænder danner par for livet og opfostrer deres unger sammen. Derfor er de i kinesisk kultur et symbol på loyalitet og evig kærlighed.

Mandariner er allestedsnærværende. Du kan finde dem selv i Eurasien, selv om du skal finde en passende bjergflod til det. Mandariner er dog længe blevet tamiseret og opdrættet med succes i zoologiske haver og forlystelsesparker.

Flamingo

Bedømmelse: 4.5

Flamingoer er først og fremmest kendt for deres lyserøde fjerdragt og deres tendens til at samle sig i store flokke. Deres flugt eller fodring er et fascinerende syn. Flokke af flamingoer optager hele bredden af en sø, og i flugten mørkner de himlen til horisonten og maler landskabet i lyserødt.

Det er dog ikke alle flamingoer, der er lyserøde. Blandt dem kan man finde hvide, koralfarvede og knaldrøde eksemplarer. Det er interessant, at flamingoens fjerdragtfarve afhænger meget af dens kost. Deres lyserøde farve skyldes pigmenter fra små krebsdyr, som de spiser. Derfor tilføjer de i zoologisk have forskellige farvestoffer til vandet, hvor flamingoerne lever, herunder revet gulerod og moset peberfrugt.

Flamingoer kan leve selv under forhold, hvor andre fugle ville dø. Deres kolonier kan findes i nærheden af salte og alkaliske søer, i kolde og varme. Den tykke hud på flamingoens ben er med til at beskytte dem mod aggressive opløsninger.

Et af de mest interessante særtræk ved flamingoer er, at de fodrer deres unger med ægte fuglemælk. Det har dog ikke meget til fælles med næringsvæsker fra pattedyr (og endnu mindre til fælles med slik af samme navn). Fuglemælk udskilles af særlige kirtler og består af en fjerdedel af forældrenes blod.

Flamingoer kan findes overalt, men de fleste findes i Afrika, Asien og Sydamerika. Du kan endda finde dem i Aserbajdsjan! Flamingoer er også hyppige beboere i zoologiske haver.

Den langhalede turaco

Bedømmelse: 4.4

Den langhalede turaco, også kendt som Livingstone’s bananæder, er en lille, lidet kendt fugl, der er hjemmehørende i skovene i det sydlige Afrika. Men det ser imponerende ud, så det er bestemt værd at medtage i ranglisten. Fuglen er farvet i alle mulige grønne nuancer – fra blid salat på hovedet til smaragdgrønne farver på vingerne. Den lange hale er sort.

Desuden indeholder fuglens farvetegning flere markante farveakcenter. Øjnene er dekoreret med hvide og sorte pile og en rød kant. Næbbet er gulerodsorange. Hovedet har en grøn kam, men fjerene er hvide i slutningen. Det overordnede look er meget elegant, som om fuglen har været hos en stylist og fået en professionel makeover.

Som navnet antyder, består Livingstone’s bananæders kost af en række forskellige frugter. Men fuglen er især vild med bananer og ødelægger deres plantager i flokke. Men uden for sæsonen kan bananæderen også spise insekter.

Langhalet andemad er praktisk talt aldrig at finde i zoologiske haver – fuglen har brug for varmt klima og yngler dårligt i fangenskab. Så du bliver nødt til at rejse til Afrika for at beundre den.

Den kronede trane

Bedømmelse: 4.3

Den kronede trane er en stor og imponerende smuk fugl. Dens krop er for det meste sort med enkelte hvide accenter. Denne trane har dog en stor guldfarvet kam på hovedet, samt accentrøde pletter. Det er den kronelignende kam, der giver denne fugl sit navn.

Hvem kan lide varme klimaer og åbne vandområder?. Derfor findes de i det nordlige og østlige Afrika samt i nogle asiatiske lande. Fuglene slår sig primært ned langs søer og moser, men har for nylig fået smag for rismarker. I modsætning til andre tranearter er kronede traner veletablerede i træer og bygger ofte reder på akacietræer.

De kronede traner er ikke bange for mennesker. De slår sig ofte ned tæt på hjemmet og bygger undertiden – ligesom storkene – rede på hustagene.

Traner er sårbare fugle og er opført i den internationale rødbog. De bevogtes ofte i zoologiske haver, reservater og vildtreservater. Fuglene yngler normalt i fangenskab og er ikke stressede af deres nærhed til mennesker. Det er derfor, at de ofte kan beundres i zoologiske haver.

Hyacintgiraffen

Bedømmelse: 4.2

Hyacintaraen er den største af alle papegøjer. Denne fugl kan blive op til en meter lang og veje næsten 1,5 kg! Hyacintgiraffens vinger er dog korte – selv de største eksemplarer har et vingefang på omkring 70-75 centimeter. Så papegøjen flyver langsomt, travlt, støjende og ikke langt væk.

Hyacintgiraffen behøver dog ikke at flyve langt. Fuglen er altædende og har et kraftigt næb, som gør at den let kan gnave frugter, nødder, bær og skaldyrsskaller. Som mange andre araer lever hyacintpapegøjen i flokke og er et skadedyr i landbruget – efter et angreb på en frugtplantage står menneskene tilbage med lidt eller ingenting.

Hyacinths ara er næsten udelukkende koboltblå i farven med kun få sorte vingefjer. Den har også gule striber på hovedet omkring næbbet og øjnene. De er ikke dækket af fjer, den gule farve er direkte fra papegøjens hud.

På grund af dens lyseblå farve og store størrelse samt dens aggressive og destruktive adfærd er hyacinthydraen blevet nådesløst udryddet af mennesket. Derfor er den nu beskyttet og opført i den internationale rødbog. Hyacintgiraffen kan dog sagtens leve i fangenskab, så den kan findes i verdens største zoologiske haver.

I øvrigt har hyacintaraen rekorden for længste levetid. Den maksimale dokumenterede levealder er 39 år, men der er også rapporter om 50-90-årige fugle.

Astrapia

Bedømmelse: 4.1

Astrapia hører til familien af paradisfugle, men det er værd at nævne den separat. Den har fortjent sin plads på ranglisten på grund af sin virkelig imponerende hale. Selve fuglen er ikke stor, op til 30 centimeter lang. Men hannernes hvide halefjer kan blive op til en meter lange!

Generelt er farven på astrapien ikke lys. Selv hos mænd er den diskret, olivengrøn med en bronze “støbt”. Ligesom mange andre paradisfugle har astrapidens fjer en lysreflekterende struktur, som får kroppen til at glitre og skinne i solen. Hannernes hale består af to lange hvide fjer, der ender i sorte “øjne”. Fjerene er bløde og flagrer derfor under flugten og hænger ned som en fjer bag fuglen.

Astrapias lever kun på Ny Guinea, udelukkende i højbjergskove. Fuglen er sjælden og lidet kendt; den er optaget i den røde bog og beskyttet af internationale organisationer.

Hovhornsfugl

Bedømmelse: 4.0

Spætten er en af de smukkeste indbyggere i det centrale og sydlige Rusland. Men den findes også i andre lande. Spætten findes i de fleste europæiske og nordafrikanske lande.

Høgen kan ikke undgå at tiltrække sig opmærksomhed. Fuglen er farvet lyst orange, næsten kanelfarvet, og vingerne er dækket af kontrasterende hvide og sorte striber. Det er derfor, at hoppen er et blikfang både i luften og på jorden. Fuglen har også en lys, orange med sort og hvidt trimmet krone på hovedet.

Ududas er interessante ikke kun på grund af deres slående, mindeværdige og imponerende udseende, men også på grund af deres usædvanlige adfærd. De bruger aktivt kontrastfarver både under parringsdans og til at skræmme modstandere væk. Når en hoppe skal imponeres, spreder den sin kam og folder sine vinger ud som et telt.

Spætter kan lide at bosætte sig i skove, skovområder og lunde. Selv om fuglen er ret sky, er det ikke svært at finde dens rede. Efter duft. Høopoer har en speciel coccygeal kirtel, som udskiller en skarp og ildelugtende hemmelighed. Den bruges af hannerne til at markere deres territorium og afværge rovdyr.

Spætten kan ses under vandreture. Og hvis ikke, kan fuglen nemt akklimatiseres i fangenskab og holdes ofte i zoologiske haver og hønsehuse.

Svampeduen

Bedømmelse: 3.9

Grizzlyduen (aka Nicobar) er en af de smukkeste duer i verden. Denne fugl er for nylig blevet opdaget og er endnu ikke undersøgt godt, men den er helt anderledes end de sædvanlige byduer. Maneduens krop er dækket af lange, fleksible, iriserende fjer, hvis farve varierer fra blå til rød, fra grøn til gul.

Især de lange nakkefjer. Det får dem til at ligne en manke eller bare hår. De skinner i alle farver og nuancer, hvilket får hoppen til at se uvirkelig ud.

Grizzlyduen har længe været skjult for videnskaben, fordi den i princippet er et uopdageligt dyr. De findes oftest i junglen på ubeboede øer. Grizzlyduer lever mest på jorden og flyver kun op i træerne, når de er i fare.

Ligesom andre duearter kan maneduen leve i fangenskab. De formerer sig imidlertid meget langsomt og dårligt, og deres fangst med henblik på zoologiske haver og fangenskab reducerer den naturlige bestand. Det er derfor, at duerne er beskyttet af internationale organisationer.