De 10 mest ekstreme sportsgrene

*Review af de bedste ifølge redaktørerne. Om udvælgelseskriterierne. Dette materiale er subjektivt, ikke ment som en reklame og er ikke en salgstale. Der bør indhentes specialiseret rådgivning før køb.

Alle, der er involveret i sporten, kan give deres egne grunde til at gøre det. Der er mennesker, for hvem det ikke er andet end en simpel øvelse, en måde at strække kroppen på og holde sig i form. Nogle er tiltrukket af konkurrenceelementet for at vise, at de er bedre end andre i forskellige konkurrencer. Og nogle kan lide at tage chancer, føle adrenalinsuset, sætte sig selv i situationer, hvor overlevelsen udelukkende afhænger af deres sportslige færdigheder. Følgende er nogle af de mest ekstreme sportsgrene, der findes.

Rangordning af de mest ekstreme sportsgrene

Nominering	sted	produktnavn	rating
Vurdering af de mest ekstreme sportsgrene	1	Bull Rodeo	5.0
2	Heliski	4.9
3	Basejumping	4.8
4	Hestesko	4.7
5	Slackline	4.6
6	Bjergbestigning	4.5
7	Dykning i grotter	4.4
8	Paragliding	4.3
9	Streetlagging	4.2
10	Rafting	4.1

Nummer 1: Bull Rodeo

Bedømmelse: 5.0

Førstepladsen i ekstrem fare indtages af rodeo, en traditionel sport blandt amerikanske cowboys. Rytteren skal kunne ride en tyr i 8 sekunder og ikke bare stå stille med en rytter på ryggen, men gøre sit bedste for at smide tyren af. Rytteren bruger sporer til at gøre tyren vred og vise sin præstation. Ud over hovedbegivenheden er der ofte yderligere konkurrencer – fange dyret med en lasso eller fange det og lade det falde ned på jorden.

Selv dygtige tyrefægtere er ikke immune over for skader. Fald forårsager ofte rygmarvsskader, brud på arme og ben og forvridninger. Men det ville være langt værre, hvis et dyr skulle slippe sit raseri løs på en rytter. Mange deltagere dør, når en vred tyr med et gevir spidder dem, tramper dem under sine hove eller kaster en mand så hårdt, at han brækker halsen. For at forhindre dette er der en tyrefægter, en klovn, til stede i arenaen, hvis opgave er at distrahere tyren fra den faldne cowboy. Selvfølgelig er det ikke altid muligt for en tyrefægter, og i nogle tilfælde er han selv offer.

2. plads: Heliski

Bedømmelse: 4.9

Heliski er den mest ekstreme skisport. Deltagerne letter i en helikopter til en uspoleret bjergskråning, tager deres ski på og kører nedad. Du kan holde øje med skråningen under flyvningen, men det fjerner ikke elementet af uforudsigelighed – du ved ikke, hvad der venter dig på en uforberedt bane. Populære Heliski-steder omfatter Alperne, Island og Grønland, Alaska og Canada, New Zealand og andre bjergområder. I Rusland udøves sporten på Kamtjatka og i Elbrus-regionen i Kaukasus.

Størrelsen af den gruppe skiløbere, der deltager i løbet, kan afhænge af helikopterens kapacitet. Normalt har du en guide, som kender den valgte skråning. Alle deltagere bør have en lavinesøger, en lavinesonde, graveværktøj og andet udstyr til at finde personer, der er begravet under sneen.

Men nogle gange slår alle forholdsregler fejl, og skiteamet ender med at blive begravet under en lavine. Folk dør også ved at falde ned i bjergkløfter og kommer alvorligt til skade ved at støde ind i klipper eller ved ikke at bremse. Der er en helikopter, der følger deltagerne hele tiden, og hvis vejret ændrer sig, kan guiden nægte at afholde løbet. Rutens sværhedsgrad beregnes i forhold til den svageste af deltagernes færdigheder.

3. plads: Basejumping

Bedømmelse: 4.8

Base jumping er et ekstremt faldskærmsudspring fra høje jordobjekter. Den første del af navnet stammer fra forkortelsen B.A.S.E., hvor de grundlæggende typer af strukturer, som jumpere starter fra: bygning – bygning, antenne – antenne, spænd – brospænd, jord – jordoverflade. Basejumpers klatrer på huse, kommunikationstårne, klipper med stejle skråninger, falder fra dem og åbner faldskærmen.

Basejumping adskiller sig fra det sædvanlige faldskærmsudspring, som indebærer at springe ud fra et fly eller en helikopter, ved at landingen sker i meget lavere højde. Det er derfor, at base jumpere kun tager én faldskærm med – der er ikke tid til at bruge en reservefaldskærm – og åbner den i de første sekunder af faldet.

Basejumping kræver en hurtig reaktion – en springer, der tøver med at åbne sin faldskærm, risikerer at blive dræbt ved nedslaget på jorden. Jo lavere den højde, hvorfra springet foretages, jo højere er færdighedsvurderingen. Du skal også vide, hvordan man betjener faldskærmen, for ofte er det kun muligt at lande på et begrænset område, og vinden kan føre flyveren langt væk fra det.

4. plads: Hestesko

Bedømmelse: 4.7

Det er en ret ny form for ekstremsport – ideen opstod og blev først gennemført i 2005, da englænderen Daniel Fowler fandt ud af, hvordan man kunne øge hastigheden på sit board. For at gøre dette spænder han en hest, der er drevet af en rytter, fast til sit skateboard. Hesteskoing blev født og vandt hurtigt popularitet og officiel anerkendelse.

Den største fare ved at stige om bord er et fald, hvis skader kan sammenlignes med dem, der opstår, når man hopper ud af en bil med høj hastighed. En særlig hestesko-dragt er blevet udviklet for at beskytte mod skader. Deltageren skal ikke kun kunne stå på brættet, men også kunne styre det slæbetov, der er fastgjort til dyret. Det kræver dygtighed af rytteren, og ikke alle heste er egnede til dette.

Hestespillere konkurrerer ikke kun på hastighed. De udfører også spektakulære stunts – stejle sving, overvinder naturlige og menneskeskabte forhindringer. Teamwork mellem rytter, hest og pensionist er afgørende her – ellers kan tricket ende meget dårligt for sidstnævnte. Denne samhørighed kræver normalt lange perioder med fælles træning.

5. plads: Sleekline

Placering: 4.6

Sleekline går på en snor, der er spændt ud mellem to punkter (de kaldes stationer) i en bestemt højde. Det minder meget om tovgang, den eneste forskel er, at der ikke bruges specielle balancere, hvilket giver mere frihed til armene og gør det muligt at udføre forskellige tricks.

Begyndere træner normalt på korte liner, der er spændt lavt over jorden. Linjens længde er i dette tilfælde ikke over 40 meter, bredden kan være 1,5-2,5 cm eller mere. Nogle gange går slacklinere også over vandoverfladen – den skal være dyb nok til at undgå at ramme bunden i tilfælde af et eventuelt fald.

Extreme starter når erfarne atleter klatrer til store højder og går på en lang, langt mere end 40 meter, skråning. Den gående demonstrerer sin smidighed med spring, saltoer, vrid og drejninger. I større højder anvendes normalt en sele, der er fastgjort til en slynge, men i nogle tilfælde fjernes den for ikke at begrænse bevægelsen. Så sætter bjergbestigeren virkelig sit liv på spil på stien.

6. plads: bjergbestigning

Bedømmelse: 4.5

Bjergbestigere er elskere af at bestige bjerge og klipper og overvinde forhindringer på vej til toppen. Formålet med konkurrencen kan være højden af stigningen, banens længde og sværhedsgraden af stigningen. Tidligere, da ikke alle bjergtoppe var blevet besejret, søgte bjergbestigere efter en måde at nå områder, hvor ingen havde været før. Derefter valgte de den letteste vej til toppen. Nu, hvor let klatring ikke er nogen overraskelse, leder atleterne efter nye, hårdere og ubestigede stier.

Hjemsted for sporten er alpelandene – Italien, Tyskland, Østrig, Schweiz og Østrig. Da bjergbestigning begyndte i Alperne, er bjergbestigere kendt som alpinister. Da alle former for alpine ruter var overstået, vendte bjergbestigerne deres opmærksomhed mod andre bjergsystemer – Kaukasus, Tibet, Himalaya, højderyggene i Nord- og Sydamerika, Afrika og New Zealand. I 1953 bestigede newzealænderen Edmund Hillary og den nepalesiske Norgei Tenzing endelig verdens højeste bjerg, Everest.

Der er mange farer, der venter bjergbestigere på vej til deres destination. Mulig lavine, der dækker mennesker med et lag sne, som de ikke kan undslippe fra. Ofte er der fejl i udstyret, som får sportsfolk til at falde. Kulden – med temperaturer så lave, at de nærmer sig grænsen for menneskelig udholdenhed – og iltmangel er farlige i stor højde. Det er derfor, at Everest og andre høje bjerge har et “dødsbælte” nær toppen – der er mange frosne lig uden nogen til at rydde op og begrave dem. Nogle af de stivnede kroppe, der har været på plads i årevis, fungerer endda som en slags “landmærke” på vejen for klatrere.

7. række: Huledykning

Bedømmelse: 4.4

Huledykning er en form for dykning, hvor svømmeren dykker ned i vand fyldt med grotter. Det gøres normalt af hydrospelaeologer, som udforsker den underjordiske verden, men der er også ekstreme atleter, som elsker processen. Et særligt tilfælde er de redningsmænd, der svømmer i søgen efter andre mislykkede dykkere.

Sammenlignet med konventionel dykning er grottedykning ret upopulær. Grunden til dette er de særlige udfordringer, som dykkere står over for – mørke, manglende mulighed for at stige op med det samme, en uforudsigelig rute og faren for klippeskred, der blokerer for hjemturen. Meget få mennesker tør dykke ned i grottevandet uden særligt udstyr – ilt og en lampe.

For at undgå at fare vild i de oversvømmede grotte-labyrinter og stå uden ilt på det forkerte tidspunkt, er det vigtigt at planlægge din dykkertur omhyggeligt. Dykkerne arbejder normalt i et team, som bør omfatte personer med stor dykkererfaring. At svømme alene i en grotte er kun for meget få vovehalse, og ikke alle klarer sig tilbage.

8. række: Paragliding

Bedømmelse: 4.3

Paragliding eller paragliding er en specielt udformet faldskærm, der udnytter de opstigende luftstrømme. Piloten starter normalt fra en høj højde og forsøger derefter at fange den opvarmede luft, når den stiger op i den øvre atmosfære. Selv om paraglideren ikke har nogen motor, kan flyvningen, hvis den er dygtigt styret, vare mange timer og tilbagelægge tusindvis af kilometer.

Alternativet til paragliding – drageflyvning. Den er bedre i stand til at fange vinden og flyver hurtigere, men er tungere og vanskeligere at transportere. Fordelen ved en paraglider er, at du nemt kan tage den med i en rygsæk, klatre op til en passende bakke og starte derfra.

Selv om en korrekt fremstillet paraglider nogle gange kan foretage en sikker landing, selv om flyveren har lidt eller ingen kontrol, kommer begyndere ofte til skade. Af sikkerhedshensyn er det bedst at bære en hjelm og en specialdragt. Det anbefales ikke at flyve solo, hvis der ikke er nogen erfaring overhovedet.

9. plads: Street diving

Bedømmelse: 4.2

Denne ekstreme sport er opstået ud fra den idé, at det er meget hurtigere at lande på et skateboard, mens man ligger ned, end når man står op. Streetlagging er nedkørsel af et bræt ned ad en vej, der peger ned ad siden af et bjerg eller en bakke. Deltageren ligger på maven med hovedet bagud og styrer brættet med overkroppen og benene, mens han følger banens sving.

Streetlagging opstod i USA i 1970’erne. Den første begivenhed endte med et stort antal skader på deltagerne, og sporten blev derfor forbudt. Den fortsatte dog med at udvikle sig ulovligt, indtil den blev tilladt igen, med krav om at bære udstyr for at beskytte kroppen mod skader.

Streetlifters kører ofte på motorveje. Det kræver evnen til at styre brættet lige så godt som en bil og undgå kollisioner. Det sværeste er at sætte farten ned i tide, fordi et skateboard ikke har nogen gear til det. Chaufførerne er ofte nødt til at køre ind i træer, stolper og andre forhindringer for at standse. Hvis en person glemmer at bære beskyttelsesudstyr, ender en sådan tur ofte på hospitalet.

10. plads: Rafting

Bedømmelse: 4.1

Rafting er en sport, hvor man sejler på hurtige og turbulente bjergfloder. Atleterne sidder på flåder – oppustelige både beregnet til 1-3 par personer. Det er primært en kommerciel sport, som ikke nødvendigvis kræver erfaring.

De største vanskeligheder ved rafting er at overvinde strømme, styre båden i hurtige strømme, undgå forhindringer under kørslen. Ruterne er inddelt i sværhedsgrader fra et til seks. De enkelte forhindringer klassificeres på samme måde, men skalaen for dem starter fra nul (0-6).

Fare venter rafterne ved vandfald, hvirvelbassiner, undervandslommer. Det er selvfølgelig en farlig sport for dem, der ikke kan svømme. I tilfælde af skader er der ofte ingen til at hjælpe – rafterne svømmer i bjergene, væk fra bebyggelser. Ruter over niveau 3-4 er kun egnet for dem, der har sejlet i et stykke tid.