11 mest populære nytårsaftensfilm

*Review af de bedste ifølge redaktionen. Om udvælgelseskriterierne. Dette materiale er subjektivt, er ikke en reklame og tjener ikke som en vejledning til køb. Før du køber det, skal du rådføre dig med en ekspert.

Højtiden før nytår er en vidunderlig tid, fuld af munterhed. Juletræspyntning, gaveindpakning og -udvælgelse, forventning om glædelige møder med dine slægtninge og nære venner, følelsen af magi i luften omkring dig, alt dette suppleres af lysets blinken, det bløde knitren af lametta og romantiske sange fra alle steder.

Men hvad kan du gøre, hvis du ikke er i nytårshumør?? Det er sidst i december udenfor, og gaverne er ikke købt endnu, juletræet er ikke pyntet, katten går nedtrykt rundt i lejligheden og kan ikke finde lametta, der kan knitre så fint? Der er to måder at komme ud på. Den første er at indrømme, at du er blevet et gammelt og trist menneske, der bruger for meget energi på at arbejde og forsøge at holde ud i denne verden. Du kan også få en grøn pels og få en hund ved navn Max.

Den anden mulighed er at se en interessant film. Nytårsaftensfilm vil helt sikkert byde på nogle gode overraskelser. Og stemningen i disse film er hyggelig og varm, ligesom den “grimme trøje” med rensdyret.

Og for dem, der ønsker at komme i julestemning, har vi samlet 11 af de mest populære nytårsaftensfilm. Berømmelsesniveauet blev bestemt af hyppigheden af omtaler på internettet. Jo større den er, jo højere placering får filmen.

Bedømmelse af de mest populære nytårsaftensfilm

Nominering	placering	titel	rating
Vurdering af de mest populære nytårsaftensfilm	11	“Die Hard (USA, 1988)	4.0
10	“Wonderland” (Rusland, 2016)	4.1
9	“Et mareridt før jul” (USA, 1993)	4.2
8	“En julehistorie” (USA, 2009)	4.3
7	“Carnival Night” (Sovjetunionen, 1956)	4.4
6	“Bad Santa” (USA, 2003)	4.5
5	“Grinch, julesnitteren” (USA, 2000)	4.6
4	“Ivan Vasilievich skifter erhverv” (USSR, 1973)	4.7
3	“Home Alone” (USA, 1990)	4.8
2	“Yolki” (Rusland, 2010)	4.9
1	“Skæbnens ironi eller påsken!” (USSR, 1975)	5.0

Nummer 11: Die Hard (USA, 1988)

Bedømmelse: 4.0

Det ser ud til, at hvor er John McClane, spillet af Bruce Willis – og hvor er det nye år. Nej, plottet i denne actionfilm og særhederne ved amerikanske tv-udsendelser betyder, at en modig politibetjents eventyr nu er fast forbundet med jul.

I USA vises Die Hard normalt juleaften – den 24. og 25. december. Filmen er således blevet en del af en lokal tradition, som på det seneste har spredt sig over hele verden. I det væsentlige er den amerikanske film “Die Hard” en russisk “Ivan Vasilievich”: en film, der har den mest middelmådige relation til nytår, men vises på før-ferietid.

“Die Hard” foregår juleaften. Hovedpersonen, John McClane, ønsker at blive forsonet med sin kone. Kun festen, hvor der var planlagt en familiesammenføring, afbrydes af et terrorangreb. Skurke tager en politimands kone som gidsel, og han må redde hende ved at kravle gennem luftkanaler.

“Die Hard” gav verden ikke kun en ny juletradition, men også meme “Yippee-kai-kai-yay, motherfucker”!”. Det bliver sagt af John McClane i den sidste scene, hvor han imiterer julemandens latter.

10. plads: “Wonderland” (Rusland, 2016)

Bedømmelse: 4.1

Efter udgivelsen af “Yolki” (som selvfølgelig også vil blive dedikeret en plads i vores rating) i russisk filmkunst har en helt ny genre fået særlig popularitet – almanakker af nytårshistorier. Flere historier, der er forenet af genre og stemning, blev fortalt i én film. Og Wonderland er en af disse film.

‘Wonderland’ havde alt, hvad der skulle til for at blive en kassesucces. Deltagerne i Quartet Y’s kreative team var med i en af historierne og skrev plottet. Selve nytårsfilm-almanakgenren er endnu ikke mættet, selv om “Yolki Shaggy” og “Yolki 1914” allerede er blevet udgivet. Bandet Bee 2 optrådte i en cameo!

Men Wonderland var ikke nogen succes. Og kritikerne tog meget koldt imod den og kaldte den et næsten sjælløst hack. Og filmen blev populær, efter at en berømt YouTube-blogger lavede en skingrende anmeldelse af den.

Ikke desto mindre er der to historier i “Wonderland”, der er værd at være opmærksom på. Den første er en underfortælling, som udføres direkte af Kvartet I. Som det er typisk for et kreativt team, er der vittig dialog og usædvanlige situationer. Den anden er en underfortælling om fremmede gæster, der tager til Field of Miracles, spillet af Fjodor Dobronravov og Elena Yakovleva. Alligevel skjuler deres skuespiltalent sig ikke, selv bag en ikke så velskrevet historie.

9. plads: The Nightmare Before Christmas (USA, 1993)

Bedømmelse: 4.2

The Nightmare Before Christmas er et dukkedrama med musikalske og mørke fantasy-elementer og er en af Tim Burtons mest ikoniske kreationer. På trods af den dystre følelsesmæssige baggrund er den ganske velegnet til at fylde nytårsstemningen.

I byen Halloween lever Jack Skellington som den karismatiske og interessante levende døde. Skelet, som det kan udledes af hans efternavn. Han er ret cool med at fejre Halloween, men han er ikke særlig glad for det – han er træt af de monotone fugleskræmsler og fugleskræmsler, han vil have noget nyt. Og på et tidspunkt befinder Jack Skellington sig i julebyen.

En levende død mand kan lide julen så meget, at han beslutter sig for at tilegne sig helligdagen. Han kidnapper først julemanden og tager derefter af sted for selv at give gaver til børnene. På en rensdyrslæde, som det sig hør og bør. Renerne er dog skeletter, og gaverne er snarere skræmmende end dejlige..

Den russiske eftersynkronisering af The Nightmare Before Christmas, der er bestilt til TNT, er ikke mindre interessant end selve tegnefilmen. Flere rockmusikere blev inviteret af lederen af oversættelses- og eftersynkroniseringsholdet til at indspille nogle af sangene (det er jo trods alt en musical). Som følge heraf er en af kompositionerne opført af Mashina Vremeni, og selve fortolkningen indeholder en hentydning til deres hit “The Turnaround”.

8. plads: “A Christmas Story” (USA, 2009)

Bedømmelse: 4.3

I 1843 skrev Charles Dickens en af sine mest berømte julehistorier, A Christmas Carol in Prosa. Den fortalte om Ebenezer Scrooge, en hjerteløs, hjerteløs curmudgeon, som møder tre spøgelser, der hjælper med at afsløre meningen med ferien.

Det første spøgelse, Ghost of Christmas Past, viser Scrooge sin fortid. Han viser, hvordan denne nærige fyringsmand med sit forslåede temperament førte til et skænderi med sin elskede brud. Det andet spøgelse, The Spirit of Real Christmas, viser, at man ikke behøver at være rig for at fejre. En tæt knyttet familie er det, der gør en person lykkelig, ikke en masse penge på kontoen. Og det sidste spøgelse, Ghost of Christmas to Come, afslører, at Scrooge vil dø alene og glemt, hvis han ikke holder op med at være så grusom og ubarmhjertig.

A Christmas Story, der udkom i 2009, er en næsten ordret filmatisering af historien. Robert Zemeckis, instruktøren, skabte den ved hjælp af den meget populære motion capture-teknologi på det tidspunkt. Dette var med til at sikre, at grafikken var yderst realistisk, og tilføjede effekter, som det næsten var umuligt at skabe ved hjælp af traditionelle optagelsesteknikker.

Rollen som Ebenezer Scrooge selv i alle tidsperioder, såvel som juleånderne, blev spillet af Jim Carrey. Ifølge skuespilleren var det noget af en udfordring. Desuden forsøgte skuespilleren at genskabe en irsk og skotsk accent, men det kan man ikke høre på eftersynkroniseringen.

Filmen blev i sidste ende en stor kommerciel succes, og kritikkerne var meget positive over for den. Ved at indfange bevægelserne og kombinere computergrafik med virkelige bevægelser blev det muligt at skabe meget levende, livlige og mindeværdige figurer. Et kig på Scrooge er nok til at forstå hans karakter – og hans forvandling i slutningen er værd at nævne særskilt.

7. plads: “Carnival Night” (USSR, 1956)

Bedømmelse: 4.4

Eldar Ryazanov er en af de mest berømte instruktører fra den sovjetiske periode. Hans billeder, hvoraf de fleste er musikalske komedier, er ikke blot hjertelige, men også dybe i deres betydning. Og med hver ny visning afslører de de mest uventede sider.

Eldar Ryazanov er således ofte mildt kritisk over for det sovjetiske system. Irony of Fate begynder for eksempel med en tegneserie om manglerne ved typisk arkitektur og byplanlægning. Og “Carnival Night” handler om festdagens kamp med ideologisk-politiske begivenheder.

Filmens handling udspiller sig i et regionalt kulturhus. Dens ansatte ønsker at holde et nytårskostume-bal. Men lederen, Serafim Ogurtsov, har ikke lyst til at have det sjovt – efter hans mening bør denne fest afholdes på et ideologisk og politisk niveau, og programmet ville ikke forstyrre talere og forskere.

Til sidst holder arbejderne deres eget arrangement – med sang, dans og morskab. Og mens nytårsaftens kostumefest er i gang, bliver Ogurtsov distraheret fra den under alle mulige påskud.

“Carnival Night” gav et af de mest berømte nytårshits, nemlig sangen “Five Minutes”. Det var i denne film, at den blev hørt for første gang, opført af Ludmila Gurchenko. I øvrigt viser selve sangen “Mandela-effekten” – mange tror, at den har teksten “Five minutes, five minutes, is that little or a lot” (fem minutter, fem minutter, er det lidt eller meget). De er der ikke rigtig.

6. plads: “Bad Santa” (USA, 2003)

Bedømmelse: 4.5

Som det fremgår af ovenstående film, handler de fleste nytårsaftensbilleder om at genopdrage karaktererne. De siger, at de ikke har været gode nok hele deres liv, men at de nu, takket være opdagelsen af feriens sande betydning, har indset deres mangler og er blevet venlige, generøse og generelt søde.

“Bad Santa” er ingen undtagelse. I modsætning til de cheesy nytårshistorier er denne film lavet i genren “sort” komedie og er rig på vittigheder, som fremkalder en mærkelig blanding af latter og afsky. Og hovedpersonen bliver ikke til en sød fyr, han bliver bare lidt bedre.

Handlingen i “Bad Santa” fokuserer på historien om Willy, alkoholikeren og indbrudstyven. Sammen med sin partner arbejder de hvert år i indkøbscenteret. Willy spiller selv julemanden, og hans kollega spiller nissen. Og juleaftensdag røver de indkøbscentre.

Mens Willy forbereder sig på endnu et røveri, møder han Thurman, en fjollet og mærkelig dreng. Der opstår et vist venskab mellem dem, og i sidste ende viser det sig, at den “onde julemand” ikke er så slem.

Coen-brødrene fungerede som producenter. For en person, der er mere eller mindre bekendt med nutidig film, er alene dette efternavn et signal. Så se ikke Bad Santa, medmindre du vil se blod, vold, mord og analsex i en nytårsaftensfilm.

#5: Grinch, julesnyderen (USA, 2000)

Bedømmelse: 4.6

Den amerikanske forfatter Dr. Seuss har gjort mere for den moderne amerikanske børneanimation end nogen anden. Hans fortællinger, der er overraskende enkle og henvendt til det yngste publikum, er blevet tilpasset utallige gange. “A Place on a Broomstick”, “Hooligan Stories”, “Horton”, selv “Green Eggs and Ham” – alle disse tegnefilm lærer børn godhed, selv om de er kendetegnet ved et meget simpelt plot.

Men hans mest nytårsaftensagtige værk er The Grinch, the Christmas Snatcher. Denne fortælling er baseret på nøjagtig de samme troper som de andre historier om forvandlingen af sparsommerne. Der var engang en Grinch, et uvenligt og meget destruktivt væsen. Den var en eneboer, der ikke brød sig om fester, mens alle omkring den nød at feste og gjorde det fra morgen til aften. Og de kunne især lide julen.

Og på et tidspunkt fik Grinch nok af det hele. Aftenen før sneg han sig ind i alle ktooshkas (sådan blev disse væsener kaldt) hus, stjal alle gaverne, fjernede dekorationerne og lavede generelt ballade. Han mente, at tyveriet af alt det glimmer skulle gøre disse væsener oprørte, og at de endelig ville komme i gang med andet end festlighederne og munterheden.

Bortset fra at meningen med julen ikke handler om glimmer og gaver. Ikke juletræer eller balloner. Og da Grinch indså dette, “tredobledes hans hjerte”.

Jim Carrey spillede Grinch i filmen fra 2000. Men det er ikke let at se hans ansigt bag masser af grøn makeup. Men alle grimasserne og bevægelserne er meget karakteristiske for denne skuespiller. Og på trods af de uhyggelige billeder er stemningen i billedet festlig og munter.

4. plads: “Ivan Vasilievich skifter erhverv” (USSR, 1973)

Bedømmelse: 4.7

“Ivan Vasilievich skifter erhverv” er, hvad angår handlingen, en helt ikke-jødisk film. Selv handlingen foregår om sommeren (eller på en anden varm årstid). På russisk tv udsendes billedet dog primært til nytårsferien – og så mange mennesker har en stærk sammenhæng.

‘Ivan Vasilievich skifter erhverv’ fortæller historien om, hvordan videnskabsmanden og opfinderen Shurik skabte en tidsmaskine og åbnede en portal til Ivan den Forfærdelige regeringstid. Zaren endte i det moderne Moskva, og hans plads blev overtaget af to “bedragere” – den usikre manager Ivan Bumsha og svindleren Georges Miloslavsky.

“Ivan Vasilievich skifter sit erhverv” er baseret på romanen “Ivan Vasilievich” af Mikhail Bulgakov. Til den sovjetiske tilpasning blev den dog omarbejdet betydeligt – og det var der en god grund til. Filmen blev ikke blot en af de førende i biograferne og nåede over 60 millioner seere i løbet af sin spilletid, men figurernes sætninger blev også udbredt og “blev populært brugt”. Mange af dem er stadig populære i dag – f.eks. blev “Galochka, du er ved at dø” et internetmeme.

På tredjepladsen: Home Alone (USA, 1990)

Bedømmelse: 4.8

“Home Alone er en film, der er stærkt forbundet med barndommen for folk, der er født i 1990’erne. Det var en af de få film, der regelmæssigt blev sendt på russisk tv og var tilgængelig i næsten alle kasser. Derfor er det særligt rystende at se, hvad Macaulay Culkin, skuespilleren, der spillede hovedrollen i filmen, er blevet til nu.

Når det er sagt, er “Home Alone” baseret på præcis de samme troper som de andre nytårsaftensfilm. Der er en person, som ikke er særlig glad for sin familie. Men efter nogle begivenheder indser han, hvor tæt han står sin familie nær, og han ændrer karakter. Bortset fra, at det ikke er en gammel krumspring, men et lille barn, der bliver helten.

Kevin – sådan hedder knægten – bor i en stor familie, men han er ikke særlig glad for det. Familien tager til Paris i nytårsferien… og glemmer ham derhjemme. Kevin er ikke så ked af det i første omgang. Men så bliver hans hus angrebet af et par indbrudstyve. Og Kevin begynder at opfinde forskellige fælder, der skal stoppe og afvæbne disse slyngler.

Næsten tre årtier efter udgivelsen af Home Alone var forskerne ivrige efter at finde ud af, hvor farlige de fælder, som Kevin havde opfundet, egentlig var. Alt i alt kunne “Wet Bandits” Harry og Marv næppe overleve bare én af dem. Og intet, de har klaret sig ganske godt med de fleste af dem.

2. plads: “Juletræer” (Rusland, 2010)

Bedømmelse: 4.9

udgivet i 2010 “Juletræer” åbnede en ny genre i russisk film. Nu behøver en nytårsfilm ikke nødvendigvis at være en integreret del af filmen for at blive en succes i biografen. Filmen er tilpasset Yolki-genren (“Juletræ”) og fortæller 8 forskellige historier, der er forbundet af et fælles mål og foregår på samme tid, men som hver især er komplette og forskellige.

For succesen med “Juletræer” instruktør Timur Bekmambetov inviterede castet af de mest berømte personligheder af tiden – Vera Brezhneva, Ivan Urgant, Sergey Svetlakov, Arthur Smolyaninov og mange andre. Selv instruktørens favoritter Konstantin Khabensky og Maria Poroshina er “med”, om end førstnævnte som voice-over.

Filmens tværgående historie er hjertevarm. Den forældreløse pige Varya fra Kaliningrad sagde i en samtale med andre børn, at Dmitri Medvedev, som var Ruslands præsident, da filmen blev udgivet, var hendes far. Og som “bevis” lovede han at sige en kodet sætning under sin nytårstale og dermed lykønske sin “datter”.

Og så begynder “teorien om de seks håndtryk”. Forskellige personer beder hinanden om at give kodeordet videre til præsidenten så tæt som muligt. Den nåede til sidst frem til statsoverhovedet, om end i en meget mærkelig form.

Hver person er helten i sin egen historie. Mange af dem finder kærligheden, og i princippet sejrer retfærdigheden til sidst.

Filmen… gav ikke bare pote. Den indtjente næsten fem gange sit eget budget! Og endelig begyndte Bekmambetov at “stemple” “juletræer” hvert år. Franchisen har nu otte film, herunder “Yolki 1914” om det præ-revolutionære Rusland og “Yolki Shaggy” om søde kæledyr. Til sidst opgav producenten endda at nummerere: den næstsidste film hedder The New Christmas Tree og den næste hedder The Last Christmas Tree.

Skæbnens ironi eller Nyd dit bad” (USSR, 1975)!” (USSR, 1975)

Bedømmelse: 5.0

“Skæbnens ironi eller let at tage afsked!”En sovjetisk tv-film i to dele fra 1975 af instruktøren Eldar Ryazanov, som straks vandt folks kærlighed. Den blev sendt første gang den 1. januar 1976, og derefter blev Central Televisions første kanal oversvømmet af anmodninger om at gentage showet, og den anden udsendelse fandt sted den 7. februar 1976.

Siden da har denne tragikomedie været det mest kendte og elskede symbol på nytårsaftens tv-udsendelser. Det er lige så dybt indlejret i “kulturel kode” af indbyggerne i det post-sovjetiske rum som en tradition for at forberede til feriebordet “Olivier” salat eller sprænge fyrværkeri.

Handlingen i “Skæbnens ironi…” kan i princippet ikke genfortælles. Det er kendt af næsten alle. Zhenya Lukashin, en læge fra Moskva, drikker sig fuld sammen med sine venner og ankommer til Stroiteley Street 25, 3rd Stroiteley Street i Sankt Petersborg. Han bor på samme adresse i Moskva. I en lejlighed i Petersborg møder han Nadya Shevelyova, som planlægger at fejre nytår med sin forlovede Hippolyta. Men da hun støder på Lukashin, forelsker hun sig i ham..

Filmen havde en utrolig dybtgående kulturel indvirkning. Den blev nævnt af Brezhnev på den regelmæssige CPSU-kongres, den blev citeret i russiske serier, Bekmambetov genindspillede endda denne film i 2007. “Skæbnens ironi…” diskuteres selv nu, i internettets tidsalder, kun nogle forfattere og bloggere tager Hippolyta’s side, der levede fredeligt med den pige, han elskede, og så dukkede en beruset Moskva Lukashin op og stjal hende væk på en nat.

“The Irony of Fate…” er også kendt for sin musikalske komponent. Filmens soundtrack indeholder romancer og sange til vers af Pasternak, Yevtushenko, Akhmadulina, Tsvetaeva og andre prominente sovjetiske digtere. Og mange af sætningerne på billedet – fra “Sikke en ulækker ting, din laurbærfisk er!”og før O! “Det er ved at blive varmt.”.

I øvrigt er udtrykket “O! Der er varme på!” er en improviseret film af Yury Yakovlev, som spillede rollen som Hippolyta. Under optagelserne på Mosfilm blev det varme vand afbrudt, så skuespilleren måtte stå under iskolde strømme af. Og i det øjeblik, den blev tændt igen, sagde han disse ord.