10 bedste ninja-film

*Review af de bedste ifølge redaktørerne. Om udvælgelseskriterierne. Dette materiale er subjektivt og udgør ikke en reklame eller en anbefaling til at købe. Konsultation af en specialist er nødvendig før køb.

Ninja-kulturen (shinobi) er lige så fascinerende som den er mystisk. Disse gamle krigere kunne mestre alle våben og kampkunster, de kunne let gemme sig i skyggerne, dukke pludselig op og dræbe med ét træk. Men shinobi handler ikke kun om fysiske færdigheder. Det er også en særlig filosofi, en usædvanlig indstilling til livet. Ninja-kulturen er baseret på læren fra Zen-buddhismen og Xian Daoisme. Krigerne var altså både fysisk og åndeligt stærke.

Og det er en fornøjelse at se en professionel ninja i aktion. Det er sandt, men i de fleste tilfælde er det meget kortvarigt og usikkert – hvis en kriger dukker op i nærheden af dig, har du kun et par sekunder til at beundre hans talenter. Så hvis du vil nyde ninjaernes filosofi og håndværk, må du hellere se film om dem.

For fans af japansk kultur og dygtige kampspillere har vi samlet en liste over de 10 bedste ninjafilm. Der blev anvendt Kinopoint-data, og listen over lande var ikke begrænset til USA.

Bedømmelse af de bedste ninjafilm

Nominering	stedet	Film	rating
Rangordning af de bedste ninjafilm	10	“Ninjaens hævn (1983)	6.4 BALLER
9	“American Ninja (1985)	6.5 BALLER
8	“Ninja med fem elementer” (Ren Zhe Wu Di, 1982)	6.6 BALLER
7	“Ninja Assassin (2009)	6.6 BALLER
6	“Goemon (Goemon, 2009)	7.0
5	“Bicheonmo den flyvende kriger (Bicheonmu, 2000)	7.0 BALLOTTER
4	“Shinobi (Shinobi, 2005)	7.1
3	“Hong Gil-dong (Hong Gil-dong, 1986)	7.3BALLS
2	“Ninja i dragens hule” (Long Zhi Ren Zhe, 1982)	7.3
1	“Shaolin Calling Ninja” (Zhong Fa Zhang Fu, 1978)	7.6 BALLER
Bonus	“Beverly Hills Ninja (1997)	6.3 BALLER

10. plads: Revenge of the Ninja (1983)

Bedømmelse: 6,4

Hvis du har udmærket dig i shinobi-kunsten og er så god til at snige dig i skjul, at du har fået tilnavnet Black Ninja, bliver det ikke let at gå på pension. Mørke hemmeligheder vil også få dig over havet.

En sort ninja (i verden – blot Tyo) levede i Japan og dræbte i hemmelighed sine fjender, og derefter forenede fjenderne sig og slagtede næsten hele familien. Han befinder sig nu i USA, hvor han beslutter sig for at gå på pension og åbne en legetøjsbutik for at sige farvel til sin fortid for altid. Det eneste er, at hans partner ikke er særlig renlig – han fyldte dukker med heroin og smuglede stoffer på denne måde.

Det er dråben, der får Toyo til at løbe tør for tålmodighed. Han er vendt tilbage til shinobi-kunsten – og derfor er det bedre for fjenderne at holde sig væk.

“Revenge of te Ninja” er en af de første film om mystiske japanske lejemordere, som dukkede op i det sovjetiske rum. Og det viser sig allerede nu at være næsten en parodi på genren. I denne film gør karaktererne ting, som ikke engang kan beskrives på en alvorlig og patosagtig måde. I det første afsnit ses Shuko klatre op ad en skyskrabervæg med sine kløer. Ikke desto mindre var Revenge of the Ninja en af de film fra VHS-æraen, som nu vækker nostalgi og ses med stor fornøjelse.

9. plads: American Ninja (American Ninja, 1985)

Bedømmelse: 6,5

En kult-actionfilm med Michael Dudikoff i hovedrollen. Hvis jeg skal se den, så vil jeg se den med Volodarskijs oversættelse. Der er sikret en stemning af 1980’ernes videosaloner! Denne film er dog ikke kun interessant for sin nostalgi, men også for sin meget gode tilgang til at skildre shinobi- og ninjutsu-kunsten. Selv om det er noget overfladisk.

Filmens hovedperson er en modelamerikaner, der endda hedder Joe Armstrong. Han er i hæren, i en filippinsk bataljon, der har til opgave at eskortere en militærkonvoj. Og selvfølgelig bliver soldaterne angrebet – og ikke af almindelige modstandere, men af rigtige ninjaer. Og Joe Armstrong begynder at konfrontere dem.

Bortset fra, at den amerikanske soldat i løbet af kampen begynder at bruge ninjutsu-teknikker. Det forvirrer og overrasker hans øverstbefalende. Joe begiver sig ud for at udforske sin egen fortid, der er fuld af intriger og konspirationer, for at finde ud af, hvor de amerikanske ninja-færdigheder stammer fra.

På trods af det enkle, ligetil scenarie – selv hvis du ikke har set filmen, ved du jo, hvad der er sket med Joe Armstrong fra de to foregående afsnit – er filmen af overraskende høj kvalitet. Først og fremmest er iscenesættelsen af kampene værd at bemærke. De er dynamiske, engagerende og spændte og viser, at kampene ikke kun handler om at prøve at slå ånden ud af hinanden, men også om ægte kunst.

8. plads: “Five Element Ninja” (Ren Zhe Wu Di, 1982)

Bedømmelse: 6.6

Hongkong ninja-actionfilm fra 1980’erne er som en særskilt kunstart. De er på samme tid naive og brutale og kunne godt bære titlen “thrash” som en form for filmkunst. At se en film som denne er en fantastisk måde at slappe af på, slukke for hjernen og bare nyde filmens handling.

Og Five Element Ninja er et eksempel på netop sådan en film. Når man ser traileren, virker det som om, at det er en komedie. lavt budget og optagelse af åbne rum i et rum, der ikke er meget større end et lagerrum, bogstaveligt talt nysgerrige øjne. Men hvilke stunts der er!

Filmens plot er heller ikke fyldt med eksistentielle metaforer og vittige samfundskommentarer. Der var engang i Kina to stridende klaner. De beslutter sig for at se, hvem der er værdig til at herske over landet. Bortset fra at de ikke havde en kamp til det, men en kung fu-turnering.

En af klanerne i turneringen blev knust i småstykker. Og hans leder bliver såret! Han fik hjælp fra de japanske fem element-ninjaer, som faktisk ikke kun var dygtige til at være shinobi, men også til at håndtere de fem kinesiske elementer. Det er i øvrigt vand, ild, jord, træ og guld. Hvorfor ninjaer er japanske og elementerne er kinesiske? Hvem bekymrer sig om det?! Se bedre på den gyldne ninja med de blændende skjolde.

Disse japansk-kinesiske krigere gik til den sejrrige klan og slagtede alle der. Der er kun én fyr tilbage. Så han tager af sted for at lære ninjutsu-kunsten, for derefter at vende tilbage og slagte alle som hævn..

7: Ninja Assassin (2009)

Bedømmelse: 6.6

På trods af en ret fjollet titel (især for det engelsktalende publikum) kan “Ninja Assassin” prale af en ret interessant iscenesættelse af kampene og generelt gode “visuals”. Det kan du takke Wachowski-brødrene for, som er producenter. De har god smag for action og kameraarbejde i almindelighed.

Men plottet er lamt. Den handler om Reizo, en af verdens farligste ninjaer. Han er aldrig blevet besejret i live. Filmen omhandler også den legendariske Ozunu-klan, en ultrahemmelig organisation omgivet af myter og mystik. Ninjaen kom der som barn, og fra sine yngste negle blev han lært at håndtere enhver modstander nådesløst.

Reizo havde også en ven. Men ikke i lang tid. Reizos ven blev dræbt af andre medlemmer af Ozunu-klanen – og derfor blev ninjaen rasende på sine tidligere lærere. Og gik for at gøre det sædvanlige for heltene i sådanne film – hævn. Blodig og nådesløs, der bruger hemmelige våben og ninjutsu-teknikker.

“Ninja Assassin” er kendetegnet ved en overdreven grad af grusomhed. Blodstrømmene på skærmen bliver kun lejlighedsvis fortyndet af stålglansen fra skjulte våben. Ninja Assassin” er bestemt ikke egnet for børn.

6. plads: Goemon (Goemon, 2009)

Bedømmelse: 7.0

Handlingen i Goemon placerer ikke ninjaen i første række. Ja, de er her – men på lige fod med samuraier, bevæbnede bønder, forvoksede feudalherrer og andre elementer fra det 16. århundredes japanske verden.

Filmen foregår i 1597 – 15 år efter at Toyotomi Hideyoshi begynder at regere landet. Denne snu og brutale politiker, som samtidig forenede Japan, har et meget positivt syn på militæret. Han skelnede klart mellem bønder og samuraier og gjorde sidstnævnte rige og de elendige godsejere endnu fattigere end normalt.

Til sidst brokkede folk sig og forsøgte endda at lave et kup. Men hvad kan bønder med hakker gøre mod veltrænede og endnu bedre udrustede samuraier?? Og de stakkels mennesker ville have levet videre i elendighed, hvis deres oprør ikke var blevet ledet af den store ninja Ishikawa Goemon. Han har dog også et par skeletter i sin garderobe.

“Goemon er en både underholdende og smuk film, der på smukt vis skildrer datidens Japan, først feudalt opdelt, siden forenet, men ikke bedre stillet. Den detaljerede tilgang til fortællingen, det gode kameraarbejde og de fremragende iscenesatte kampe gør det til et næsten mesterværk. Selv tilgangen til brutaliteten her er speciel – smuk, uden de litervis af blod og tonsvis af “kød” som i den foregående film i klassifikationen.

Samtidig er Goemon velegnet til seere med alle kulturelle baggrunde. Filmen følger en “tegneserie”-struktur med kampe, kærlighed, store kampe og pligt med ære. Det er ikke en “rent japansk” film, og både russiske og europæiske publikummer vil nyde den.

5. plads: “Bicheonmo – Flying Warrior” (Bicheonmu, 2000)

Bedømmelse: 7.0

En af de mest berømte sydkoreanske film, som blev populær især på grund af dens utroligt smukke visuelle udtryk. Lange lærreder af stof, høje træstammer, skarpe, skinnende sværd, lig på en baggrund af hvirvlende blade … “Bishunmo den flyvende kriger” viser skønheden og æstetikken ved kampe for folkets ære.

Deres forhold til ninjutsu-kunsten er dog kun relativt. Ja, der er karakteristiske kampe, skjulte våben og kampe for pligt, ære og kærlighed. Men det er ikke rigtig en shinobi-film.

Historien drejer sig om legenden om Bishunmo, en gammel sydkoreansk kriger. Han var en del af en klan, hvis medlemmer besad virkelig overnaturlige kræfter. For eksempel havde tyngdekraften ingen kontrol over dem – krigerne kunne flyve, men ikke i lang tid og i lav højde. Ikke desto mindre har selv denne færdighed hjulpet dem med at lave utroligt smukke, dynamiske og imponerende sværdkampe.

Det er værd at bemærke, at handlingen i “Bishunmo the Flying Warrior” er lidt anderledes end de historier, der fortælles i andre ninjafilm. Det handler først og fremmest om kærlighed. Og denne romantiske historie er fortalt på baggrund af det koreanske folks identitetskamp, der udmønter sig i en kamp mod de mongolske angribere.

På 4. pladsen: Shinobi (Shinobi, 2005)

Bedømmelse: 7.1

Tidligt i det syttende århundrede. Der er så mange ninjaer i Japan, at de udgør hele landsbyer. Og at de aktivt ikke bryder sig så meget om hinanden. Men fjendskabet er især mærkbart mellem Koga- og Iga-klanerne – de har kæmpet mod hinanden i årtier. De drømmer begge om en forsoning, fordi de ikke kan holde ud at skære hinanden længere?

Og forsoningen ser ud til at være på vej. Gennosuke (Koga-klanen) og Oboro (Iga-klanen) er forelskede i hinanden. Deres følelser er blevet kaldt intet mindre end “velsignet” og “guddommelig”, da de vil være i stand til at bringe fred til disse blodige lande.

Historien udspiller sig midt i en kærlighedsaffære med Tokugawa, Japans første shogun. Han kalder de to klaner til krig. Og de elskende befinder sig på hver sin side af barrikaderne, hvor Oboro længes efter kamp og Gennosuke længes efter fred. Og når de står ansigt til ansigt i den endelige kamp, vil de så kunne bevare deres kærlighed??

“Shinobi” er lavet for æstetikkens skyld. Alt her er underordnet skønhed – kameraarbejdet, kostumedesignet, kompositionen… Og selv plottet er bevidst forenklet – karaktererne bliver hypertrofiske, heltene skal leve i indre konflikter, vælge mellem følelser, ære og pligt, historien er underordnet en mytologisk historie om kærlighed, ikke realisme. Men Shinobi viser ninjutsu-kunsten, shinobi og ninja godt.

Samtidig er det værd at huske på, at Shinobi er tættere på anime end filmkunst.

3. plads: “Hong Gil-dong” (Hong Gil-dong, 1986)

Bedømmelse: 7.3

Historien om Hong Gil-dong er endnu mere interessant end handlingen. For det første blev den optaget i Nordkorea. Ja, den, der nu er blevet en lukket stat med kommunismens sejr og personkulten. For det andet var dette den første østlige film, der officielt blev udgivet i sovjetiske biografer med professionel eftersynkronisering. Mange læsere kan sikkert huske, at de har været i en sådan som børn. Endelig er der ninjaer som skurke, der afspejler Nordkoreas politiske dagsorden.

Sagen er den, at Nordkorea (også kendt som DPRK) altid har haft et anstrengt forhold til Japan. Så hvorfor ikke gøre en af hans mest populære film til en ideologisk propagandafilm?? Den præsenterer ikke kun japanske ninjaer som skurke, men skildrer også middelalderens Korea, som Hong Gil-dong foregår i, som et land, der hungrer efter kommunisme – med strenge sociale skel og korrupte feudale magthavere.

Der er dog også en historie her, og den fortæller historien om Hong Gil-dong, en nordkoreansk folkehelt, der kæmper mod en række modstandere alene ved hjælp af et sværd og taekwondo. For eksempel med de japanske ninjaer. Hong Gil-dong er ædel, behændig og smuk, og han kan både hoppe gennem træer og træne med vægte. Japanske ninjaer er grusomme og snedige, de løber op ad vægge og angriber bagfra. På trods af sine ideologiske overtoner ligner Hong Gil-dong nu en god sovjetisk film.

2. plads: “Ninja in the Dragon’s Lair” (Long Zhi Ren Zhe, 1982)

Bedømmelse: 7.3

Nej, der er ingen Bruce Lee i denne film. Ja, der er en asiatisk mand, som ligner ham meget, og som endda bærer en karakteristisk, lysegul kimono. Men hans navn er Hiroyuki Sanada.

Den Hongkong-japanske Ninja in the Dragon’s Lair er et af højdepunkterne blandt de såkaldte “kung fu-film” fra begyndelsen af 1980’erne. Her bruges det meste af tiden på skærmen på at kæmpe ved hjælp af både kampsport og typiske shinobi-våben.

Historien handler om en ung ninja med tilnavnet Black Shadow. Han er ikke, i modsætning til sine professionelle kolleger, medlem af en hemmelig organisation eller medlem af en hemmelig klan. Black Shadow er sin egen mand, og han kæmper mod sine modstandere for at få hævn – han leder efter sin fars morder. Og i jagten på svar og en forbryder ender han i Kina.

Og det ser ud til, at morderen er fundet! Men du skal stadig nå frem til den. Denne snigende modstander bevogtes af en ung dreng, der taler flydende kinesisk kampsport. Og hvad er stærkere, ninjutsu eller kung fu??

Det fantastiske ved denne film er den flotte iscenesættelse af kampene. Og de er meget belejligt “spredt” i skærmtid, og de sidste tredive minutter af billedet – og består endda af imponerende action, fyldt med akrobatiske tricks og næsten dansende pas. Bortset fra at disse bevægelser handler om død, ikke om fornøjelse.

Nr. 1: Shaolin tilkalder ninjaer (Zhong Fa Zhang Fu, 1978)

Bedømmelse: 7.6

Endnu en ninjafilm fra Hongkong, der starter næsten som et familiemelodrama. Der var engang A-To, søn af en kinesisk industrimand, som hans far har giftet sig med Kudo, datter af en japansk forretningsmand. Dette ægteskab skulle cementere de forretningsmæssige forbindelser mellem landene. Men noget gik galt.

Kudo begynder sin kampsportstræning. Lige på manden. A-To, der ikke kan holde det ud, viser hende sin kung fu. En vred og besejret Kudo rejser til sit hjemland Japan og vender derefter tilbage, ledsaget af syv mestre i asiatisk kampsport, ledet af en stor ninja. Og det er op til A-To at vise, at han heller ikke er en idiot, familieoverhovedet og husets herre.

Og nej, det er ikke en komedie. Det er en spændt dramatisk actionfilm med fremragende iscenesatte kampscener. Og der er meget af det! Nogle sammenstød klassiske kinesiske og japanske kampsport, såsom “triple chain vs. nunchaku og tonfa”-kampen.

Det er interessant, at filmen ikke fremstiller nogen af siderne som absolut gode eller onde. Japanerne, selv om de er snu ninjaer, har bare deres egen æreskodeks. Selv Kudo, som henter kampsportsmestre til at “tæmme” sin mand, bekymrer sig om netop hendes mand – hvis han skulle dø ved et uheld. Kineserne er også ivrige efter at forsvare deres ære og ikke bare være engle (som det ofte er tilfældet med film lavet i Kina). Alt i alt en lokal historie, men en interessant og tvetydig historie. Bare et sammenstød mellem kulturer, der er rigt krydret med veloplagte slagsmål.

Yasuaki Kurata har også Yasuaki Kurata i hovedrollen.

Hvis du undrer dig over, hvordan titlen hænger sammen med handlingen – lad den stå alene er en tabt sag. Filmens anden titel er “Heroes of the Orient”. Hong Kong-folket kan bare godt lide at kalde film så patetiske som muligt.

Bonus: Beverly Hills Ninja (1997)

Bedømmelse: 6.3

En ninjafilm behøver ikke nødvendigvis at være en utrolig alvorlig, patetisk film om pligt, ære, kærlighed og andre høje navneord. Der er komedier blandt dem! Som den amerikanske “Beverly Hills Ninja”.

Engang fandt en stor ninjakriger en forladt baby i skoven. Samlede ham op og begyndte at træne ham og forsøgte at opdrage hans efterfølger. Men på trods af alle de hårde prøvelser og afsavn blev barnet en fed idiot. Det er sandt, at størrelsen ikke betyder noget, så han fik den vigtige opgave at redde en kidnappet Hollywood-skønhed fra fangenskab. Han tager derfor til Beverly Hills, hvor han møder de rigtige kung fu-mestre.

Et interessant træk ved filmen er den respektfulde behandling af ninjutsu og shinobikulturen. Jeg mener, hovedpersonen er måske nok en hård negl, men han er først og fremmest en ninja. Kampscenerne i filmen er snedigt iscenesat, der er ingen blodsudgydelser eller strømme af afskårne lemmer, men spændingen er der. Alt i alt er det en film til familiebrug, der fremkalder nostalgi for de dage, hvor komedier var sjove snarere end post-ironiske, grænseoverskridende og metaforiske.